lørdag den 13. november 2010

Rapperswill i solskin

Som skrevet i mit sidste indlæg, besluttede jeg mig i lørdags for at cykle en tur i det dejlige vejr. Jeg havde på forhånd ingen plan om hvor jeg ville hen, kun at det højst sandsynligt blev ved søen. Så ned i kælderen og hente cyklen og op på sadlen. Selvfølgelig iført langærmet trøje og lange bukser idet det jo er blevet november. Men det viste sig dog hurtigt at blive aaaalt for varmt, da jeg begyndte at kravle op ad bakkerne. Området man kommer igennem når man cykler ned langs vores side af søen, kaldes "Guldkysten". Der er helt enormt mange kæmpe-store huse, BMW'er, Mercedes'er, Audi'er osv., og det siges at det er der alle dem der bor i skattely de bor. Men om det passer, det skal jeg ikke kunne sige. Hvis det passer, så forstår jeg egentlig også godt hvorfor de har valgt at slå sig ned. Derfra er der den mest fantastiske udsigt over søen, bjergene og skoven til den ene side og skov og vinmarker til den anden. Der ville jeg skam heller ikke have noget imod at bo!
Efter en god time stod der pludselig "Rapperswill 5 km" og jeg må da indrømme at det ikke var planen jeg skulle helt derned, det er i den anden ende af søen, men det kom jeg altså. Og nu jeg alligevel var der, kunne jeg jo lige så godt få set byen. Rapperswill er en utrolig gammel by, som kan dateres ca. 5000 år tilbage. Men det ældste af byen er nu fra 1200-tallet hvor byens slot/borg blev bygget. Det er dog også temmelig imponerende synes jeg, og det var ret fascinerende at gå rundt i de MEGET smalle gader og tænke på at her har der gået mennesker de sidste 800 år. Mindst. Slottet ligger fantastisk placeret oppe på en bakketop, med søen på tre af siderne. Meget strategisk tænkt af de gamle schweizere, og så giver det samtidig en fantastisk udsigt. Eftersom Rapperswill ligger længere sydpå end Zürich er Alperne også tættere på. Det så vidunderligt ud med den brune og gule skov forneden og den hvide sne på toppen. Normalt kan man komme ind at se slottet, men det var desværre lukket den dag jeg var der, så i stedet gik jeg ind og så deres kirke, som også er rimelig gammel og så gik jeg ellers rundt og nød solen i den gamle bydel.

Så alt i alt endte min spontane cykeltur faktisk med næsten at blive en hel-dagstur hvor jeg i den grad fik dagens friske luft, og tilmed set et nyt sted... Jubii :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar