Gitte og jeg fandt tirsdag aften paradiset for alle chokoladeelskere (Det vil sige mig). Vi var til julemarked på "Lindt og Sprüngli" som er en meget berømt chokoladefabrik her i Schweiz og de laver da virkelig også noget godt chokolade. Julemarkedet var egentlig ikke noget særligt, det fyldte ikke så meget, men der var i hvert fald ordentligt pyntet op. Rundt om i træerne var der fuldt af lyskæder, julekugler og diverse andet juletræspynt. Samtidig blev der spillet julemusik, både live og fra højttalere, så stemningen fejlede i hvert fald ikke noget. Rundt om på det lille marked, var der forskellige smagsprøver på deres produkter, og vi fik smagt alt lige fra små chokolade-julemænd, over varm kakao, til brændte mandler. Lækkert, lækkert.
Det var ellers lige på et hængende hår vi kom derud. Vi skulle mødes ved busstoppestedet og derfra tage sammen derud. Men lige som min sporvogn er 20 meter fra stoppestedet og sidder i kø for at komme ind, ringer Gitte og siger jeg skal skynde mig alt hvad jeg kan, for bussen kører snart. Desværre hjalp det ikke at jeg løb alt hvad jeg kunne, bussen kørte lige for næsen af mig, så vi endte med at vente 20 min. på den næste (Og det er altså virkelig lang tid i Zürich). Og så viste det sig endda at være den forkerte bus! Da vi havde kørt lidt tid gik det op for os at ingen af os havde styr på hvor vi skulle af, så Gitte besluttede sig for at spørge chaufføren. Han kunne så fortælle os at det var den forkerte bus vi var med, men vi kunne heldigvis stå af ved næste stop og tage den rigtige. Ved stoppestedet gad vi dog ikke vente på bussen så vi bestemte os for at gå, dog uden at have nogen ide om hvor vi skulle hen efter vi kom til stoppestedet. Jeg mente dog bestemt at der ville gå et lys op for os ved stoppestedet, hvorimod Gitte var mere skeptisk. Vi gik dog alligevel derhen, og søreme om ikke lyset kom. "Lindt og Sprüngli" var simpelthen indtegnet på busplanen, så det var pludselig ingen sag at finde. Vi gik kun forkert en gang mere :)
Vi endte altså med at finde julemarkedet og fik set det, samt julemandens hus og hans rensdyr, desværre lavet i plastik (Altså kun rensdyrene). Inden vi tog hjem besluttede vi os for lige at gå ind i deres chokolade-butik og kigge. Og nøj for et chokolade-paradis. Den var ikke overvældende stor, men der var bare alt i chokolade, med enormt mange forskellige varianter, bl.a. chili, kanel, lys chokolade og mange andre. Der var sågar en 99 % chokolade, men om jeg tør prøve den en dag, ved jeg endnu ikke helt...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar