Solskoldet i marts

Ja sådan kan det jo gå når man sætter sig på toppen af et bjerg i 1944 meters højde uden at have solcreme på. Og når man så vælger at blive siddende deroppe i 1.5 time, fordi udsigten bare er helt vidunderlig og slet ikke til at løsrive sig fra, ja så må det jo ende med røde kinder og endnu rødere ører.
Søndagen bød på en tur til verdens 6. mindste uafhængige land, nemlig Fyrstedømmet Liechtenstein som ligger godt og vel halvanden time fra Zürich. Dette lille land med kun 35.000 indbyggere er på mange måder specielt. Ikke kun på grund på grund af størrelsen, men også fordi fyrsten er statsoverhoved. Fordi der er værnepligt, men intet militær. Fordi toge kører igennem landet men ikke stopper der. Fordi det er Europas eneste dobbelt-indlandsstat. Og fordi det som det eneste tysktalende land ikke har grænse til Tyskland. Men ikke desto mindre er det et utroligt land, som viste sig fra sin smukkeste side da jeg kom. Da jeg rejste fra Zürich om morgenen var det tåget, mørkt og gråt, og sådan så det egentlig stadigvæk ud da jeg en time senere stod i Sargans og småfrøs mens jeg ventede på bussen. Der begyndte jeg at overveje om jeg virkelig havde fået nok tøj på, og jeg begyndte at frygte det godt kunne blive en lang dag. Men det holdt ikke stik. Det første jeg gjorde var at tage direkte op i bjergene, det sidste stykke af vejen med en lille bitte bus der med store problemer stred sig op ad de meget stejle bjergveje, men dog kom op og stoppede på den højest beliggende parkeringsplads i Liechtenstein, 1468 m.o.h. Derfra fulgte jeg bare stien opad og besluttede at gå indtil jeg ikke gad mere. Jo længere op jeg kom, blev det kun varmere og til sidst endte det med at jeg faktisk kun havde en fleecetrøje, leggings og vandrestøvler på, og jeg svedte som en gris på trods af den halve meter sne der stadig lå deroppe. Det var helt fantastisk at gå oppe over tågen, oppe i solskinnet og bare mærke hvordan man langsomt blev gennemvarmet. Da jeg var kommet et stykke op, begyndte stien så småt at forvandle sig til vildmark og havde det ikke været fordi jeg virkelig, virkelig gerne ville helt op på toppen, og fordi nogen før mig havde lavet et spor i sneen, så var jeg nok vendt om. Men jeg fortsatte altså og begyndte efterhånden at tvivle på om jeg nogensinde nåede op, idet turen efterhånden havde udviklet sig til bjergbestigning i stedet for vandring. Og så pludselig stod jeg der. 20 meter fra toppen og endelig virkede det som et realistisk mål rent faktisk at nå den. For første gang nogen sinde stod jeg på den allerøverste top af et bjerg, til og med et af de højeste i området. Højere kan man næsten ikke komme op. Og nej hvor var det bare det hele værd. På trods af våde sokker, trætte ben og en rumlende mave stod jeg nu pludselig i ingenting. Der var ingenting rundt om mig det var højere og alligevel følte jeg mig så lille da jeg stod og kiggede ud over bjergen og jeg i horisonten kunne se både Schweiz, Østrig og De Tre Søstre, som er tre berømte bjergtoppe. På toppen mødte jeg desuden en utrolig venlig dame som uden videre fortalte mig alt om de bjerge vi var omkranset af. Hvad de hed og hvornår det var specielt smukt at besøge de forskellige.

Vel nede i dalen i byen Schaan, var temperaturen igen faldet, men inden jeg nåede at tænke for meget over det blev min opmærksomhed fanget af noget musik. Det var jeg nødt til at undersøge og dumpede dermed lige ned i et enormt fastelavnsoptog. En hel masse, både børn og voksne, gik udklædt igennem byen som til lejligheden var pyntet med blomster, konfetti og alt muig andet pynt i regnbuens farver. Og folk var klædt ud som alt muligt, der var bl.a. fem teenagedrenge klædt ud som bjørne, voksne mænd klædt i rødt med spidse hatte på hovedet, grupper klædt helt i blåt, grønt eller lilla og selvfølgelig en hel mængde små prinsesser, spidermans, indianere osv. Optoget endte i hovedstaden Vaduz hvor der var dækket op til kæmpe fest med musik, dans, kaffebord, fastelavnskager, såkaldte Fastnachts-Chücheli som minder om søde, fedtede chips der smager af sukker.
Efter dette fastelavns-orgie var det efterhånden blevet sent, men jeg nåede dog op og fik set fyrsteslottet i Vaduz hvor fyrsteparret bor. Af samme grund kom jeg ikke ind i det, men måtte nøjes med at se det udefra. Der er nu ikke så meget at fortælle om. Det er en gammel borg, første gang bygget i 1200-1300 tallet, delvis nedbrændt i 1499 og genopbygget umiddelbart derefter. Den nuværende borg er altså over 500 år gammel og har siden 1712 været i fyrstefamiliens besiddelse.
I Liechtenstein fandt jeg desuden et skimuseum, et kunstmuseum, et utal af små borge og kirker samt en borgruin og det er sådan ca. alt hvad Liecthenstein har at byde på. Hvilket bestemt heller ikke er dårligt taget i betragtning af en størrelse på 160 km2.