Tilbage i Zürich

Så er det vist på tide at få skrevet lidt mere. Jeg ved godt det er længe siden, men jeg har været nødt til at overveje om den seneste uge her i Schweiz egentlig har været vellykket eller hvad?
Sent om aftenen d. 6 kom jeg "hjem" til det lune Zürich igen, efter en helt fantastisk ferie hjemme i det kolde Danmark. Eftersom jeg først var helt fremme ved huset ved 10-tiden var alle børnene i seng og der var således roligt og jeg listede bare lige så stille ind og sagde hej og godnat. Det var egentlig min mening at gå direkte i seng efter den noget urolige flyvetur med startproblemer pga. is, turbulens og et fly der vippede som var vi midt ude på havet. Men da jeg endelig var helt "hjemme" på mit eget værelse var det som om jeg ikke længere var træt, og jeg kunne mærke at jeg var nødt til at gøre noget fornuftigt for ikke straks at styrte ud i lufthavnen og tage det første fly hjem igen. Altså begyndte jeg at pakke min 27 kg! tunge kuffert ud. Og ja du læste rigtigt... Jeg aner ikke hvor de ekstra 13 kilo er kommet fra som jeg ikke havde med hjem, men noget ekstra må jeg da have slæbt med. Desværre tog det mig ikke mere end 1/2 time før alt var pakket ud og der faktisk ikke var mere at rydde op, så jeg var alligevel nødt til bare at gå i seng, og spændt ligge og tænke på hvad pigerne mon fredag morgen ville sige til at jeg var tilbage. Jeg håbede selvfølgelig de ville blive glade for at se mig, men man ved jo aldrig med de to.
Heldigvis var der ingen problemer med pigerne om fredagen. Vi var en tur nede ved søen sammen med Uschi og Louise i klapvognen og nød det gode vejr. Det var en ren fornøjelse at komme fra minusgrader ned til noget der faktisk minder om forår.
Desværre var det ikke alle dage der gik så godt. Clara har bestemt ikke været glad for mig i den forløbne uge. Eller det vil sige hun har svinget fra det ene øjeblik at kalde mig verdens dummeste barnepige og sige at jeg skal rejse hjem og at hun aldrig vil se mig mere, til i det næste øjeblik lige så sødt spørge om jeg vil læse en bog for hende. Jeg kan ikke helt finde ud af om hun mener det eller ej, for hun kan virkelig se ond ud når hun siger det, og ordene efterfølges gerne af et spark, et slag eller et bid i armen. Jeg synes det er utrolig svært at vide om man skal sige til hende at nu er det nok (Og derved højst sandsynligt få et skrigende barn), eller om man bare skal bide det i sig og tænke at det kun er indtil sommer jeg skal høre på hende. For jeg synes jo heller ikke jeg kan tillade mig at blive rigtig sur på hende, hun hører jo alligevel som regel ikke efter hvad jeg siger og så bliver det kun værre hvis jeg også er sur.
Maria har heldigvis været sød nok de fleste dage, hende er der ikke så mange problemer med, hun er så dejlig nem at få til at grine. Det er helt ufatteligt at det var hende jeg havde problemer med i starten, for det er helt omvendt nu. Maria kan man få til at grine ved at lege "gemme sig for spøgelser" under er tæppe, eller ved at lege luftballon med en paraply og et par bamser. Ufatteligt så lidt der skal til nogen gange.
Og Louise? Tjaa hun er jo stadigvæk bare lille, sød og udstyret med en ufattelig appetit. Hun er begyndt at kunne smile når man snakker til hende, hun ser simpelthen så sød ud at det er helt ufatteligt. Om aftenen går jeg tit rundt med hende på armen fordi Uschi og Johannes putter pigerne og det kan godt række ind over Louise's spisetid. Og er der noget der kan gøre hende utilfreds så er det når maden ikke kommer med det samme. Men så hjælper det jo heldigvis at bære lidt rundt på hende. Og så kan man da heller ikke undgå at blive i godt humør af sådan et lille perfekt menneske.