Så er det vist ved at være på tide at få skrevet lidt igen. Siden sidst er det bare gået fremad med Maria og Clara, de er ved at vænne sig til mig og vil rigtig gerne hygge indenfor med spil, musik og højtlæsning. Men heldigvis er vejret stadigvæk så godt hernede at de leger rigtig meget udenfor sammen med de andre børn. Det kan altså være hårdt at skulle underholde to børn i flere timer ad gangen. Det fandt jeg ud af i dag. Jeg skulle passe begge piger fra 8.30 til 14.00 fordi der er skolefridag i dag (Til gengæld skal de i skole på lørdag. Meget mystisk???). Johannes skulle komme hjem kl. 14 og overtage og Uschi er først kommet hjem til aften efter at have været i Lausanne med orkesteret. Men sådan gik det ikke! Kl. 13.45 ringede Johannes og sagde at han først kom kl. 17, altså var jeg alene med de to 8 ½ time i dag. Nej hvor var det hårdt, især sidst på eftermiddagen da både pigerne og jeg var trætte, skulle der ikke meget til før de skændtes indbyrdes og jeg også blev lidt irriteret. Især da Clara forsøgte at bilde mig ind at alle børn i Schweiz må kaste med maden og skrige med mad i munden!! Den gik jeg ikke med på og så var Clara sur. Hun blev dog heldigvis hurtigt glad igen.
Weekenden gik med et besøg og en begravelse hjemme i Danmark. Det var nu dejligt at komme hjem og se familien igen. Men hvor var jeg træt da jeg igen kom til Zürich søndag eftermiddag. Jeg startede ud kl. 5.30 hvor Peter kørte mig til Tirstrup hvor dagens første fly ventede på mig kl. 6.45. Derefter 3 timers ventetid i Kastrup, som egentlig gik overraskende hurtigt pga. ”Blue-Hawaii-fest-et-eller-andet” i det toldfri område. Det var meget underligt, men også ret hyggeligt med strandmusik og blomsterkranse kl. 8 om morgenen. Derefter gik turen mod Paris hvor jeg kun havde 45 min til flyskift, hvilket ikke er meget i Charles De Gaulle fandt jeg ud af. Inden jeg nåede over i den rigtige terminal var der kun 10 min til flyet skulle lette og boarding havde været i gang i 15 min. Altså kunne jeg godt fornemme at jeg havde rimelig travlt, heldigvis blev jeg smidt foran i køen til security-check. Men tro mig om ikke apparatet så bipper helt vildt, på trods af at jeg intet metal har på mig. Altså går der yderligere et par min. Med at blive tjekket og jeg er virkelig ved at være stresset. Da jeg endelig når op i afgangshallen og får set på skærmen hvilken gate jeg skal hen til, hører jeg pludselig mit navn i højtaleren efterfulgt af ”Please go to gate..”. Så kan det ellers være jeg får fart på. Jeg spurter tværs igennem terminalen, heldigvis er vejen til gaten markeret med store skilte, så jeg finder nemt vej. Under løbeturen hører jeg endnu engang i højtaleren ”This is final call for miss Sofie Kristiansen. Please go to gate…” Og endelig når jeg gaten, forpustet og en anelse pinligt berørt. Heldigvis var personalet meget forstående da jeg undskyldte med at jeg lige var landet med et andet fly. Men det var godt nok pinligt at løbe ud til flyet og gå tværs igennem det som den allersidste passager, når alle andre allerede var på plads. Men heldigvis nåede jeg det og landede i god behold i Zürich søndag eftermiddag.
Med fra Danmark havde jeg medbragt kærnemælk, tykmælk og kammerjunkere. Så her til aften stod den på koldskål til dessert, en ting de aldrig havde fået før, idet man hverken kan købe tykmælk eller kærnemælk i Schweiz. Ikke desto mindre var den et stort hit, og der er allerede bestilt en omgang mere efter jul når jeg har været i Danmark igen. Ellers sker der ikke så meget hernede. Vi er ved at komme ind i en god hverdagsrytme og jeg er ved at lære familien og rutinerne rigtig godt at kende. Vejret hernede er fortsat varmt, og i morgen skal jeg ikke være hjemme før kl. 14 så jeg tror jeg vil cykle en tur til søen idet det bliver 21 grader varmt :) Jeg har endelig fundet mig en løberute hernede som ikke er ved at tage livet af mig efter 2 km. Den er rimelig flad og uden de helt vilde bakker, som jeg ellers har kæmpet med indtil videre.
Nu vil jeg stoppe og ønske alle i Danmark god nat og på gensyn…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar